Klinikken tilbyder udredning og behandling af de psykiatriske lidelser
- ADHD
- ADD
- Autisme
- Tourette
- Specifikke udviklingsforstyrrelser
Udredning og behandling tilrettelægges individuelt efter det enkelte barn og families behov.
Planen lægges i forbindelse med den første konsultation.
Samtykke
Hvis I som forældrene er skilt og har fælles forældremyndighed, skal I begge være enige og samtykke til en aftale om udredning og behandling.
Unge mellem 15 og 18 år har selvbestemmelse i forhold til ønske om henvisning, undersøgelse og behandling, dog i samråd med forældremyndighedsindehaverne.
Udredning
Jeg laver en bred børnepsykiatrisk udredning med fokus på den primære problemstilling. Udredning og behandling foregår i henhold til de nationale kliniske retningslinjer og anbefalinger.
En udredning består typisk af:
- En afklarende samtale med barn og forældrene. Her klarlægger vi, hvad problematikken og baggrunden er, det aktuelle symptombillede, trivsel og livssituation samt ydre og indre omstændigheder, der kan påvirke dit barns trivsel.
- Efter den afklarende samtale lægger jeg en plan for udredningsforløbet. Dette består f.eks af
- Anamnesesamtale med forældrene. Her kortlægger vi barnets opvækst og symptombillede over tid, belastende og beskyttende faktorer gennem opvæksten.
- Skoleudtalelse/lærerinterview/skoleobservation efter vurdering
- Børnepsykiatrisk lægeundersøgelse
- Opmærksomhedstest
- Diagnostiske instrumenter som K-SADS, PSE, ADOS, YGTSS, CY-BOCS, DIVA
- Spørgeskemaer som ADHS-rs, WFIRS, SRS, BYI, BRIEF mfl
- Gennemlæsning af tidligere undersøgelser og sagsakter
Speciallægeerklæringer og større udredningsopgaver efter aftale.
Jeg samarbejder med erfarne psykologer om udredning og behandling hvor dette vurderes relevant.
Vær opmærksom på, at der vil være behov for en kognitiv undersøgelse udført ved en psykolog.
Behandling
Behandlingsmæssigt tilbydes psykoedukation, deltagelse i netværksmøder, samtaleforløb og medicinsk behandling.
Hvis dit barn er udredt andetsteds, kan der være mulighed for at gå direkte til behandling. Der vil dog fortsat være brug for en førstegangskonsultation.